Styr på jura og bæredygtighed
Hos ADB bakker vi op om den frivillige brancheaftale om bæredygtig biomasse og arbejder for åbenhed og fuld transparens i branchen.
Derfor forventer vi, at vores medlemmer lever op til EU’s lovpligtige tømmerforordning EUTR, og vi opfordrer dem desuden til kun at købe certificeret biomasse. Vi støtter og opfordrer alle medlemmer til at lade sig Chain of Custody-certificere til standarderne FSC, PEFC, og SBP – og selvfølgelig overholde deres certificeringer nøje!
Med denne proaktive tilgang kan vi og vores medlemmer være på forkant, når og hvis der vedtages ny lovgivning på området – og vores medlemmer
beskyttes mod uventede og uforholdsmæssige omkostninger.
Samtidig øger det vores mulighed for at få indflydelse på den politiske dagorden og for at bidrage positivt til den grønne omstilling.
For først og fremmest handler det om at sikre, at de produkter vores medlemmer forhandler og håndterer udelukkende kommer fra lovligt fældet træ og bæredygtigt skovbrug, hvor udledningen i produktionskæden holdes på et minimum.
Har du spørgsmål vedr. biomasse, EUTR og certificeringer, er du velkommen til at henvende dig til os.
FSC®
FSC (Forest Stewardship Council) er den mest udbredte internationale non-profit mærkningsordning til træ- og papirindustrien.
FSC-mærket garanterer, at produkter stammer fra skove, hvor der ikke bliver fældet mere træ, end skovene selv kan reproducere. Det stiller samtidig krav til hensynet til mennesker, truede arter og økonomiske forhold i oprindelseslandene.
Man indleder sin certificering ved at henvende sig til et godkendt certificeringsorgan, der informerer om bl.a. krav, procedure, pris- og tidsestimat for certificeringen. Efterfølgende skal man udarbejde en procedure og implementere den i virksomheden. Herefter følger en evaluering, der afgør om man kan modtage et certifikat.
Når man har opnået en FSC-certificering kontrolleres virksomheden en gang årligt af et uvildigt certificeringsfirma. En FSC-certificering er gyldig i fem år. Herefter skal virksomheden certificeres igen.
Læs mere om FSC her
PEFC™
Vi anbefaler vores medlemmer certificeringen PEFC (Programme for the Endorsement of Forest Certification), der arbejder på at fremme bæredygtigt skovbrug. PEFC er en international certificering, der omfatter skovarealet og de produkter, der stammer derfra.
I kan gennemføre certificeringsarbejdet med vejledning fra en certificeringsvirksomhed eller et konsulentfirma. Det kan være en god idé, så man sikrer, at den endelige ansøgning er vedlagt al relevant dokumentation.
Når man har opnået sit certifikat, vil certificeringsvirksomheden gennemføre en opfølgende audit af virksomheden ca. en gang om året for at vurdere, om den fortsat lever op til kravene i PEFC-systemet.
Læs mere om PEFC her
SBP
Det er helt oplagt for vores medlemmer at lade sig certificere til SBP – Sustainable Biomass Program. Det er et certificeringssystem specifikt udviklet for træbaseret biomasse til energiproduktion – hovedsagt træpiller og træflis.
Hvis en virksomhed kan mærke sine handler med et SBP-certifikat, dokumenterer det, at den træbaserede biomasse i ordren er sourcet fra lovlige og bæredygtige kilder.
Som SBP-certificeret virksomhed skal man løbende udarbejde dokumentation og energi- og kulstofdata for energiforbruget gennem hele forsyningskæden. Et godkendt certificeringsorgan aflægger desuden årlig audit hos virksomheden.
Læs mere om SBP her
EUTR
EU’s tømmerforordring EUTR trådte i kraft i marts 2013. Forordningen stiller krav om, at virksomheder, der importerer træ eller træprodukter fra lande udenfor EU til et EU-land skal etablere en due diligence-ordning.
Den omfatter hhv. en risikovurdering og risikominimering, som hindrer import af ulovligt fældet træ. Samtidig skal virksomheden sikrer træets sporbarhed ved at tilvejebringe alle oplysninger om dets art, oprindelse, leverandørinfo m.v.
Miljøstyrelsen fører med kort varsel tilsyn med virksomheder, der importerer træ og træprodukter, så de forstår og overholder deres ansvar.
EUTR omfatter stort set alle typer trærelaterede produkter, der transporteres ind i EU. Det gælder derfor også de produkter, vores medlemmer importerer og forhandler.
Læs mere om EUTR her